Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo Eskilstrup Børne- og Skolefællesskab
Mobil menu

Hverdagen

Sygdom

Vi følger de gældende retningslinjer i Guldborgsund Kommune vedr. modtagelse af syge børn samt samt medicingivning.

Syge børn modtages ikke, da børnene skal kunne følge en almindelig hverdag. Børnene modtages igen, når de er klar til at følge hverdagen.

Ved sygdom bedes barnets forældre kontakte barnets stue og meddele at barnet er sygt, og hvis muligt oplyse hvad barnet fejler.

Dette giver personalet mulighed for at informerer de andre forældre via opslag ved indgangen, hvis der f.eks. er skoldkopper.

Pædagogisk praksis

Overordnet pædagogisk målsætning for Søruphus

Den samlede pædagogiske målsætning for Søruphus er inddelt i flere områder, som er udmeldt fra følgende: 

Søruphus

Politisk niveau kommunalt (Pædagogisk målsætning for børn og unge kommunalt)

Politisk niveau nationalt (nationale læreplaner)

Sammen danner de grundlaget for den pædagogiske målsætning, der arbejdes ud fra i Søruphus.

Den pædagogiske målsætning i Søruphus

Søruphus vægter - i tæt samarbejde med forældrene - at tilgodese børnenes almene og sociale udvikling gennem leg, læring og færden i naturen. Her får det enkelte barn mulighed for at udforske, fordybe sig i, og undre sig over det miljø, som barnet er en del af.

 

Traditioner

Forældremøde

Én gang om året – typisk i april/maj - holder vi et forældremøde. Vi har også en bestyrelse, man kan blive valgt ind i. Til bestyrelsen vælges der 2 forældre personer fra søruphus, 2 forældre personer fra Børneland og 5 forældre fra Eskilstrup Skole. Forældremødet holdes på Eskilstrup Skole.

Lysfest/Børnehavens fødselsdag

Den 1. februar (eller fredagen før) hvert år fejrer vi børnehavens fødselsdag ude i skoven med lys og mad.

Fastelavn

Vi holder hvert år fastelavn, og I forældre er meget velkomne til at deltage.

Overnatning for græshopperne (skolegruppe)

Hvert år i slutningen af marts hopper græshopperne ud af børnehaven. Alle er velkomne til at deltage i hop ud festen lørdag formiddag. Det er en mulighed for, at jeres barn kan se hvad det vil sige at hoppe ud i børnehaven.

Arbejdslørdag

Hvert år i maj holder vi en arbejdsdag, hvor personale og forældre mødes og maler borde og bænke eller andet forefaldende arbejde.

Bedsteforældre/blomstensdag

Vi inviterer alle børns bedsteforældre til en hyggelig dag i børnehaven. Her medbringer hver en blomst, som de planter på vores område sammen med deres barnebarn. Der bliver serveret kaffe/the og mad.

Fotografering

Sidst i august eller i begyndelsen af september vil der være fotografering af jeres børn.

Bag for en sag

Hvert år deltager vi i ”bag for en sag”. I en hel uge bager vi kager, som I forældre kan købe af jeres børn. Pengene går til Børns Vilkår (børnetelefonen).

Juletræsfest

En fredag sidst i november eller begyndelsen af december holder vi juletræsfest i børnehaven. Her er der fællesspisning, sang og dans rundt om vores pyntede juletræ.

Høstfest

Vores bestyrelse arrangerer sommerfest (august - september) i samarbejde med personalet.

 

Fødselsdag for dit barn

Vi fejrer jeres barns fødselsdag. Vi hejser flag, synger og barnet får en fødselsdags medalje og en gave fra børnehaven.

Hvis I vil invitere nogle med hjem til fødselsdag inviteres enten alle drengene/pigerne i den pågældende gruppe eller hele gruppen. Hvis det kun er enkelte børn, der inviteres, bedes I sende indbydelserne privat i stedet for at hænge dem op i børnehaven.

 

Påklædning der kræves til hverdagen

Der findes ikke dårligt vejr - kun dårlig påklædning

Vi er meget udenfor i vores dagligdag. Derfor er det vigtigt, at jeres barn er klædt ordentligt på. De skal kunne modstå regn, blæst, sne og slud.

Her en liste over, hvilket tøj der er godt at have med på de forskellige årstider:

Forår (marts, april og maj)

1 x flyverdragt, 2 x termotøj, 2 x regntøj, 2 x gummistøvler, 1 x løbesko/kondisko og 1 x sutsko.

Sommer (juni, juli og august)

Shorts, t-shirt, kjole, sommerjakke, badedragt/bukser, sandaler/løbesko, 2 x regntøj, 2 x gummistøvler. På grund af myg om sommeren, er det vigtigt at jeres barn har en langærmet trøje og bukser, som det kan få på, når vi skal i skoven.

Efterår (september, oktober og november)

2 x termotøj, 2 x gummistøvler, 1 x regntøj, 1 x løbesko og 1 x sutsko.

Vinter (december til midt i marts)

2 x termotøj, 2 x vinterstøvler, 1 x regntøj, 2 x flyverdragt, huer, vanter, 1 x sutsko, halse disse og uldundertøj er en god idé.

Vigtig info vedr. Jeres barns tøj

For jeres - og vores - skyld er det vigtigt, at der er navn i alt tøj -selv de små strømper og fingervanter. Ellers er det svært for os at holde orden på.

Husk at tage det våde tøj med hjem til tørre.

Det er vigtigt, at der ligger to sæt skiftetøj (fra inderst til yderst!) i barnets kasse og et sæt i barnets skovtaske (se afsnit om skovtasken). Der kan ske tisseuheld, især om vinteren, når vi er ude med alt overtøjet på. Hvis enkelte børn stadig bruger ble, skal disse medbringes og vil blive opbevaret i garderobeskabet med barnets navn på posen. Børnehaven har ikke skiftetøj.

Af hensyn til barnets trivsel er det vigtigt at der altid er tøj til årstiden og ekstra skiftetøj.

HUSK

Der skal navn i barnets tøj, sko og støvler samt på drikkedunk (en speciel tusch til dette kan lånes i børnehaven).

 

Middagslur

Vi modtager børn ned til 2,10 år, derfor tilbyder vi dem at kunne sove til middag. Vi har et soverum i børnehaven, hvor alle sovebørnene bliver lagt til at sove med en godnat historie. Hvis det er nødvendigt, så husk sut og bamse.

I sommer perioden kan middagsluren være i vores tipi telt i skovbase 1.

 

Kommende skolebørn

Skolegruppe

I børnehaven har vi en skolegruppe. Den er for de børn, som skal starte i forårs SFO/skole den 1. april hvert år. Gruppen starter op i midten af september, og kører 2 dage om ugen frem til skolestart.

I skolegruppen fokuserer vi bl.a. på ting man skal kunne, når man starter i skole:

  • forstå en fælles besked og arbejde ud fra den
  • sidde stille i længere tid ad gangen
  • række fingeren op, når man gerne vil sige noget
  • være i stand til at vise egne følelser og aflæse andre
  • at arbejde sammen med andre
  • mærke de forskellige sanser

Inden overgang til forårs SFO har skolegruppen en overnatning i børnehaven, og ”springer derefter ud af børnehaven i stor stil :)”

 

Solpolitik

Inden barnet kommer i børnehave

Jeres barn skal være smurt med solcreme, når i afleverer i børnehaven.

Når barnet er afleveret i børnehave

Om eftermiddagen sørger personalet for at smøre jeres barn med solcreme (uden parfume).

Skal vi selv medbringe solcreme?

I skal kun medbringe solcreme, hvis jeres barn ikke kan tåle den solcreme børnehaven har indkøbt.

Solpolitik i Skovbørnehaven Søruphus

Det er særlig vigtigt at beskytte børn i solen, fordi deres kroppe er under udvikling, og fordi forskningen viser at solskoldning i barndommen øger risikoen for kræft i huden.

I Skovbørnehaven Søruphus følger vi vores solpolitik i perioden fra april til september, eller så længe der er behov i henhold til vejret.

Vi er meget opmærksomme på solens påvirkninger i tidsrummet mellem 12 og 15, og når UV-indekset er over 3.

Hvad gør vi for at beskytte børnene mod solens stråler:

  • Vi søger skygge under vores mange træer og under vores solsejl ved sandkassen. Vi sætter også pavilloner op på vores grund for at beskytte børnene.
  • Vi opfordrer forældrene til at give deres børn solhat eller kasket med til beskyttelse af hovedet.
  • Vi smører børnene ind med solcreme (faktor 30) hver dag, og vi opfordrer forældrene til at smøre deres børn ind, inden de møder i institutionen.
  • Vi er som personale rollemodeller for børnene, og viser hvordan man sikrer sig mod solens stråler.
  • Vi evaluerer vores solpolitik hvert år i efteråret.

 

Sprog

Sproglig udvikling i Søruphus.

I Søruphus følges de kommunale retningslinjer for sprogarbejdet i Guldborgsund Kommune.

vuggestue og børnehave.

I Søruphus betyder det, at børnenes sproglige udvikling observeres og følges løbende. Fra 2 års alderen udfyldes TRAS-observationsskema på det enkelte barn. TRAS står for Tidlig Registrering Af barnets Sproglige udvikling.

Når barnet er ca. 3 år og 5 år laves en sprogvurdering på barnet for at vurdere om der er behov for en ekstra sproglig indsats omkring barnet. Det kan være ved at barnet deltager i en lille intern sproggruppe i Søruphus og/eller indstilling til taleundervisning ved talekonsulent som kommer i Søruphus.

Det er personalet, som laver en sprogvurdering på barnet. Forældre er altid velkomne til at få en snak med personalet på barnets stue, hvis man er bekymret for sit barns sproglige udvikling.

I Søruphus er det sprogpædagogerne, som koordinerer sprogarbejdet, laver sprogvurderinger og varetager den interne sproggruppe i Søruphus.